Squash-ruller med spicy tomatsauce

Nu havde jeg jo for nylig stor succes med at rulle fyld ind i aubergineskiver, og for at ride lidt på den succes, prøvede jeg at fylde squash efter sammen mønster, og jeg må tilstå – at jeg rider videre. Det var mindst lige så vellykket – ikke mindst i kraft af den spicy tomatsauce, jeg fik bikset sammen.

Ingredienser:

2 squash

Salt

olie

En håndfuld tomater, alt efter størrelse

1 løg

4 fed hvidløg

3 jalapenos (med kernerne i)

½ bæger mascarpone

1 tsk færdigblandet barbecuekrydderi (jeg skammer mig lidt, men det var så let)

Squashene skæres i skiver på langs og drysses med salt og peber.

Mens de trækker, steges tomater, chili, løg og hvidløg på en tør grillpande, indtil de har taget lidt farve.

Herefter kommes de i en blender, blendes, hældes i en gryde og får lige lov til at koge en lille smule. Tilsæt en smule salt. Det ser ikke så kønt ud, men uha – det er en sauce med smæk i.

Imens dryppes squash-skiverne med lidt olie og steges på grillpanden, indtil de er bløde nok til, at man kan rulle dem, uden de knækker.

Så rører man fyldes sammen af mascarpone og barbecuekrydderi og fordeler det på skiverne.

Hæld lidt af tomatsaucen i bunden af et ildfast fad og rul rullerne sammen og læg dem ovenpå. Hæld lidt mere tomatsauce på og drys med lidt parmesan.

Sæt fadet i ovnen ved 180 grader, indtil osten er  gylden.

Den her faldt også i god jord hos kødspiseren.

Skriv et svar