En krydderbolle med smør bringer en tilbage til barndommen, før alt det der fuldkorn blev opfundet, og det blev næsten kriminelt at spise smør. Men disse boller smager altså dejligt – både som de er eller ristede – og med smør på.
Ingredienser:
20 g gær
1 æg
ca. 350 g hvedemel
2 dl mælk
35 g smør
1 tsk salt
½ tsk kardemomme
½ spsk sukker
Lun mælken og rør gæren ud deri. Tilsæt sukker, salt, kardemomme, æg og smør – skåret i mindre tern. Til sidst hældes mel i – det kan være forskelligt, hvor meget mel, der skal bruges, men dejen skal æltes til den er blød og smidig. Jeg æltede min dej på røremaskinen i ca. 10 min. Dejen skal hæve i 30 min – tildækket.
Når dejen er hævet, deles den i 6 dele, som trilles til runde boller, der lægges på en plade med bagepapir og trykkes en lille smule flade.
Nu skal de så hæve tildækket i ca. 2 timer, hvorefter de sættes i ovnen ved 200 grader. Lad dem bage i ca 15 – 16 min, indtil de er gennembagte og gyldne.
Og så er de klar til at få smør på.