Nu har jeg igen leget med tortilla-pandekager. Denne gang er der kommet en brunch-ret ud af det. Det er en variation af bacon og æg, som har fået et friskt pift af en rød salsa. Det er blevet en af vores week-end-favoritter.
Ingredienser:
4 tortillapandekager (man kunne lave dem selv)
4 æg
8 tsk mælk
salt
en klat smør
4 tynde skiver bacon
En portion frisk rød salsa (pico de gallo)
Steg baconskiverne sprøde. Lun pandekagerne.
Pisk æg, mælk og salt sammen, smelt smørret i en lille gryde og hæld æggemassen i. Rør jævnligt i gryden, mens ægget stivner.
Tag en af de lune pandekager, læg lidt røræg på, sammen med en skive stegt bacon og en skeful rød salsa.
Rul pandekagen sammen og spis den med velbehag.