Jeg havde lyst til lidt sjov med hakket kød, og så havde jeg nogle små grønsager, som jeg ville prøve at farsere.
Jeg havde nogle meget aflange tomater og nogle lige så aflange peberfrugter, som jeg ikke kunne farsere opretstående, som man plejer, så jeg lagde dem ned og halverede dem.
Jeg brugte:
3 tomater
3 gul/grønne peberfrugter
400 g hakket kalv og svin
1 løg
2 fed hvidløg
1 rød chili uden kerner
Lidt olie til stegning
1 tsk salt
1 tsk paprika
1 tsk timian
1 dl tomatpure
150 g revet ost
1 spsk rasp.
Tomaterne og pebrene halveres og udhules. Tomatkødet hakkes og gemmes.
Løg, hvidløg og chili hakkes fint og svitses i 5 min., uden at det tager farve. Så tilsættes kødet og svitses med sammen med salt. Tomatkødet, tomatpure, paprika og timian tilsættes og det hele simrer i 10 min. Kødet køles af, inden det blandes med raspen og halvdelen af osten.
Kødblandingen fyldes i tomater og pebre, som lægges i et ildfast fad og drysses med resten af osten.
Fadet sættes i ovnen i ca. 30 min ved 180 grader varmluft.
Jeg lod mig inspirere af Brødrene Price og serverede grønsagerne med hvidvinssauce (sauce nage) og et godt stykke brød.