Hjemmelavede vaffelchips

I øjeblikket har jeg ret god tid, så jeg har (igen) leget en smule i køkkenet. Disse chips behøver jo ikke strengt taget at være vaflede, men det blev de, netop fordi jeg havde tid.

Ingredienser:

Kartofler

Olie til stegning – nok et par liter – alt efter grydens størrelse

Salt eller krydderier til at drysse over

Antallet af kartofler afhænger af, hvor mange chips, man ønsker sig.

Men altså:

Kartoflerne skrælles og skæres i skiver på et mandolinjern. De skal være meget tynde. Jeg skar dem i vaffelmønster ved at skære dem på bølgeskæret og vende kartoflens snitflade 90 grader mellem hver gang, så de blev skåret på den anden led. Det kom der disse skønheder ud af.

Chipsene kommes i koldt vand, efterhånden som man snitter dem. Olien varmes op i en dyb pande eller gryde, og når den syder omkring enden af en træpind, er den varm nok. Så tørres chipsene i et rent viskestykke og steges ca. 10-12 ad gangen i 5 -6 minutter,

indtil de er sprøde og gyldne.

Tag dem op og lad dem køle af på køkkenrulle. Drys med salt og evt. krydderi.

Server f.eks. med hvidløgsmayonnaise.

Skriv et svar