Kandiserede jalapenos

Også kaldet Cowboy-slik. Når nu man har en overflod af hjemmedyrkede chili, så må man sommetider være opfindsom for at få dem brugt eller konserveret, inden de bliver dårlige. Jeg har fundet denne lille søde ting, som dog har et vist bid. Det kan blandt andet bruges som topping på en ostemad, eller hvad man nu lige synes, kunne bruge lidt ekstra spark.

Jeg har kun lavet en lille portion første gang, for jeg skulle lig prøve, om det var noget. Denne opskrift giver et lille glas. Næste gang bliver portionen større.

Ingredienser:

100 g jalapenos (mine er røde, men de kan også være grønne)

100 g sukker

½ dl æbleeddike

½ tsk hvidløgspulver

½ tsk sellerifrø

1/4 tsk gurkemeje

Et nip chiliflager (men det er faktisk ikke nødvendigt)

Skær jalapenoerne i skiver. Behold kernerne i.

Kom alle de andre ingredienser i en gryde og kog det i ca. 5 min., indtil sukkeret er helt opløst. Hæld chilierne i.

Lad dem simre i ca 5 min., og tag dem så op og læg dem i et glas. Hæld lagen over,

og luk glasset, mens det er varmt.

Skriv et svar