Kødboller er en ting, som findes over hele verden i forskellige udformninger. Næsten hvert land har sin variant. Jeg ved nu ikke, om man ville kunne finde den her i Thailand, men det smager godt og har da lidt eksotisk over sig.
Ingredienser:
Kødboller:
500 g hakket kød (jeg brugte halv ko og halv gris)
1 æg
2 dl rasp
Den hakkede top af 4 forårsløg
3 fed knust hvidløg
1 spsk revet ingefær
1 spsk kinesisk soya
1 spsk rød curry paste
1 tsk salt
1 tsk friskkværnet peber
Saucen:
1 spsk olie til stegning
½ rød peberfrugt
½ løg
1 spsk revet ingefær
1 spsk rød curry paste
1 dåse kokosmælk
1 spsk kinesisk soya
Bland alle ingredienserne til kødbollerne.
Rør eller ælt det hele sammen og stil det i køleskabet i en halv times tid, så smagen kan udvikle sig og raspen bliver blød.
Skær løg og peberfrugt i strimler og steg det en lille smule på en pande, der kan rumme både kødboller og sauce.
Kom ingefær og curry paste i og rør det ud, inden kokosmælken hældes i. Kom soya i.
Lad saucen småkoge mens kødbollerne steges på en anden pande.
Når kødbollerne er stegt, lægges de over i saucen og koger med et par minutter.
Kan serveres med ris eller nudler.