Her skal jeg bruge min jamaicanske curry-blanding. Retten kan laves på en halv times tid, så man kan ikke undskylde sig med, at det tager lang tid. Og så keder smagsløgene sig i hvert fald ikke!
Ingredienser:
500 g kæmperejer
2,5 spsk jamaica-curry
2 spsk olie
1 gul peberfrugt
1 rød peberfrugt
1 jalapeno-chili
1 mellemstort løg
3 fed hvidløg
1 dåse kokosmælk
1 spsk tomatpure
½ tsk tørret timian
Evt. lidt salt
Start med at hælde rejerne i en skål og drysse en spsk af curry-blandingen over. Lad det stå, mens alle grønsagerne skæres i skiver.
Varm olien op i en pande eller lignende, der er stor nok til at rumme retten, når den er færdig. Steg de skivede løg, peberfrugter, chili og hvidløg i ca. 5 minutter, indtil det begynder at blive blødt.
Kom den sidste 1½ spsk curry-blanding i panden,
og rør det hele godt sammen.
Hæld kokosmælken i panden sammen med tomatpure og timian.
Bland så rejerne i og sørg for, at de er dækket at saucen, så de koger.
Lad retten koge i ca. 5 minutter og smag evt til med lidt salt.
Man kan servere ris eller naan-brød til.