Jeg havde købt et stykke gorgonzola, som jeg skulle bruge til en pizza, men der var et stort stykke til overs, og så tænkte jeg: “Hvorfor ikke prøve at lave en gorgonzolasauce?” Så det gjorde jeg.
Ingredienser:
10 g smør
1 fed hvidløg
En stængel rosmarin
2 dl fløde
1 tsk citronsaft
100 g gorgonzola
1 spsk revet parmesan
salt og peber
Smelt smørret i en gryde og steg hakket hvidløg og rosmarin et par minutter. Det skal endelig ikke blive brunt. Hæld fløde og citronsaft i og lad det simre i 5 minutter, indtil det tykner en smule.
Skru helt ned, smuldr gorgonzolaen i gryden og kom parmesan i. Lad osten smelte. Smag til med salt og peber.
Saucen smagte helt forrygende til et godt stykke oksekød.