Muslinger på toast

Da jeg fik moules frites, var der flere muslinger, end jeg kunne spise, så jeg pillede dem ud af skallerne og gemte dem i en lille skål. Da jeg så dagen efter stod og overvejede, hvad jeg skulle gøre med dem, blev jeg pludselig transporteret mange mange år tilbage til min barndom og en ting, min mor gerne lavede til os, hvis vi skulle have lidt lækkert en aften, hvor kun vi var hjemme. Det er ikke den store kogekunst, men forbundet med mange gode minder fra en for længst svunden tid.

Ingredienser:

Tilberedte muslinger (min mor brugte en dåse)

1 æg

rasp

smør til stegning

ristet toastbrød

citronskiver

1 spsk mayonnaise rørt op med 1 tsk sambal oelek

Jeg havde en pæn portion muslinger fra dagen før.

Dem vendte jeg i sammenpisket æg og rasp,

inden jeg stegte dem i en lille smule smør.

Så ristede jeg brødet og hældte muslingerne på.

Jeg havde ingen citron, så jeg brugte limeskiver. Og chilimayoen står for min egen regning, for det ville min mor aldrig have drømt om at servere.

Skriv et svar