Jeg havde aldrig troet, at jeg vil anskaffe mig en trykkoger igen. Jeg har en, som jeg ikke er rigtig tryg ved at bruge. Det er en, som skal på komfuret som en almindelig gryde. Den her er noget helt andet, og så kan den omkring 10 andre ting ved siden af.
I min barndom – den gang verden var i sort-hvid – havde vi en nabo, som måtte skrabe kartofler ned fra loftet, fordi trykkogeren var “eksploderet”. Den historie har fulgt mig siden, også da jeg for nogle år siden købte en trykkoger til at sætte på komfuret.
Jeg har prøvet den, og den gør jobbet, men den står og pifter damp ud af ventilen i al den tid, den koger, og det gør mig altså lidt nervøs.
Jeg har ledt et stykke tid efter en erstatning, for den stod bare og samlede støv. Så googlede jeg mig frem til den her.
Ikke nok med, at det er en trykkoger. Den er også en slowcooker, en sous vide, en bageovn, en dehydrator og en airfryer. Plus et par ting mere, som jeg ikke lige synes er så vigtige.
Jeg må indrømme, at jeg havde mine tvivl, om den kunne alt det, og det ved jeg stadig ikke, men de funktioner, jeg har prøvet, fungerer rigtig godt.
Jeg kan nu lave osso buco på 45 minutter, og tingen siger ikke noget, ud over at bippe når den starter og slutter. Det er også en hurtigere sag at koge fond, end det plejer at være. 2 timer er alt hvad det tager. Den laver dog lidt larm, når den er airfryer, men det kan ikke undgås. Når man skal bruge airfryeren, skal man skifte låget ud med en slags stor hat.
Det er den, der sørger for luften. Det virker også upåklageligt. Sikke nogle flæskesvær, man kan lave. Jeg mangler stadig at prøve at dehydrere noget, men det skal jeg da have gjort. Jeg kommer nok ikke til at bruge sous vide funktionen ret meget, for jeg er velforsynet på det sous vide området.